den gamle by rhodos

Den gamle by på Rhodos

Den gamle by på Rhodos er optaget på Unescos liste over kulturarv og dette er ikke uden grund. Rhodos gamle bydel er nemlig kendt for at være en af Europas bedst bevarede middelalderbyer. Den fire kilometer lange fæstningsmur, som huser historisk arkitektur samt mange hyggelige stræder og torve, blev bygget af Johanniterne i den sene middelalder. Den gamle by er ikke kun for historieinteresserede, men favner bredt blandt de fleste målgrupper. Bydelen oser af historie, men blandt de gamle bygninger, ruiner og brostensbelagte smalle stræder findes der et hav af butikker og spisesteder, som kan stille vær en sult. Første gang du besøger bydelen, føles det som at gå rundt i en labyrint, hvor man let kan fare vild. Men heldigvis findes der altid en butiks- eller cafeejer, som med glæde vil guide dig i den rigtige retning. Ellers er det en god ide at følge kortet, enten på mobilen, via skiltning eller som god gammeldags papirsform. 

Seværdigheder i den gamle bydel

Stormesterens Palads

Et af trækplastrene i den gamle by er Stormester Paladset, som blev bygget tilbage i 1300-tallet. Paladset blev i 1800-tallet stærkt beskadiget og har måtte gennemgå en rekonstruktion. Rekonstruktionen fandt sted i første halvdel af det 20. århundrede. Det storslåede palads er en fryd for øjet i sig selv og herligheden slutter ikke her. Du har nemlig mulighed for at tage med indenfor på paladset, hvoraf 24 af de i alt 150 rum er åbne for besøgende. 

Arkæologisk museum

Hvis du har en indre historiker gemt i dig, er det arkæologiske museum besøg værd. Her kan du gå på opdagelse og fordyde dig i Rhodos’ historie og se historiske udstillinger og fund fra forskellige tidsperioder. Her er alt fra statuer og gravsten til smykker og fajance. Museet er placeret i et gammelt hospital fra det 15. århundrede.  

Soleiman moskéen

En anden populær attraktion er Soleiman moskéen, som blev bygget i 1522 efter at tyrkerne erobrede Rhodos. Moskeen blev efterfølgende rekonstrueret i 1803 og består af tre kupler og et spir. 

Shopping

Den gamle by på Rhodos byder på et væld af små butikker, som sælger alt, hvad hjertet begærer. Her finder du alt lige fra tøj, tasker og olivenolie til krydderier, keramik og malerier. Hvis du er på udkig efter en lille souvenir, skal du ikke gå mange skridt, før du kommer til næste butik. 

Spisesteder

Efter du har travet den gamle by tynd, kan du med fordel hvile benene og få stillet sulten og tørsten på en af de mange cafeer eller restauranter. Du vil ofte blive mødt at tjenere, som forsøger at sælge dig et godt måltid mad. De fleste restauranter tilbyder de traditionelle græske retter såsom moussaka, græsk salat, små fiskeanretninger, souvlaki og selvfølgelig tzatziki. Der findes mange små hyggelige restauranter og sommetider kan det være svært at beslutte sig. 

Transport til den gamle by

Det er nemt at komme til den gamle by enten med bus eller taxa. Bussen holder inde i byen kun et stenkast fra den gamle by. Hvis du bor på nord/vest siden omkring Ialyssos/Ixia koster det i omegn af 2 euro pr. person med bus. Børn kører gratis. Busserne er ofte godt fyldte, jo tættere man kommer på centrum. Hvis du er dårligt gående, har små børn med og ikke har mod på at stå op i bussen, kan det bedre betale sig at tage en taxa. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen